Indvolde og hjernemasse spredt udover et dunkelt trægulv. Blod på væggen og letpåklædte kvinder på flugt fra maniske mordere. Frygt, chok og ubehag.
Det lyder jo ikke umiddelbart særligt rart, men det er alligevel hvad millioner af mennesker udsætter sig selv for, når de sætter sig ned i biografens blodrøde sæder - kigger op på lærredet, og ser film om sindssyge slagteriarbejdere med løbske motorsave, døde børn der går igen, eller unge studerende der under uforklarlige omstændigheder - en efter en - forsvinder i en skov i Maryland.
Hvorfor fascineres vi så meget af gyset, at vi opsøger det af egen fri vilje? Hvilke virkemidler bruger de bedste gysere? Og hvorfor i alverden er børn og klovne egentlig så satans uhyggelige?
Emotioner og film