Den herskende sprogideologis almægtighed: Om (ikke) at gribe chancen når den byder sig

Hvordan står det til med det danske sprog og sprogsamfund – i dag? Og hvordan mon det står til 10 år frem i tiden? Sådan har Jens Normann Jørgensen og Anne Holmen spurgt en række kollegaer og inviteret til debatdag med 10 års mellemrum (Jørgensen 1991, Jørgensen & Holmen 2000). Jeg har haft den glæde at blive inviteret som oplægsholder både i 1991 og i 2001. Og nu i januar 2011 skal vi til den igen. I årets invitation står der at man selv vælger emnet, men at indholdet selvfølgelig bør ”tage sigte på Danmark år 2021 – gerne sammenlignet med nu eller for 10 eller 20 år siden”.
Mit emne i debatten har hele vejen igennem været styrkeforholdet mellem det København-baserede standardsprog (rigsdansk) og alternative måder at tale på. Min indfaldsvinkel til emnet har været et forsøg på at få øje på en modkraft til de stærke ensrettende kræfter i det danske sprogsamfund, kræfter der radikalt og endegyldigt har udvisket det meste af den traditionelle dialektale variation til fordel for almen overgang til København-baseret standardsprog.