Abstract
Siden midten af 1800-tallet har det danske sprogsamfund været kendetegnet ved en stærk national sprogideologi. Set fra dette perspektiv er forestillingen om en fælles national identitet tæt forbundet med det danske sprog: Danmark opfattes som et land hvor der tales dansk, og danskere kan kendes på at de taler dansk. Danmark har imidlertid altid været et samfund hvor flere sprog har fundet anvendelse. Det gælder også i dag. Et mindretal af befolkningen taler primært eller udelukkende et andet sprog end dansk, og endnu flere behersker et eller flere sprog i tillæg til dansk. I det sidste halve århundrede har det mest fremherskende af disse andre sprog været engelsk. Engelsk er i dag så udbredt i Danmark at man kan spørge om sproget er gået fra at være et lingua franca i særlige domæner til at være et alment accepteret og måske endda alment påkrævet andetsprog i Danmark. På den baggrund diskuterer vi i denne artikel om Danmark som sprogsamfund siden slutningen af 1990’erne og frem til i dag gradvist har udviklet sig – eller er i færd med at udvikle sig – fra at have en (ideologisk set) monosproglig identitet til en (ideologisk set) flersproget identitet med engelsk som uofficielt andetsprog. Vi baserer denne diskussion på analytiske nedslag inden for fem områder: 1) Sprogpolitiske initiativer fra statsadministrationen, 2) Public service-medier, 3) Grundskole og internationalt gymnasium, 4) Universiteterne og 5) Erhvervslivet. Metoden består af kritiske læsninger af centrale tekster inden for de fem områder, i nogle tilfælde kombineret med kvantitative opgørelser af diskursiv praksis.
Originalsprog | Dansk |
---|---|
Tidsskrift | NyS - Nydanske Sprogstudier |
Vol/bind | 61 |
Sider (fra-til) | 126-179 |
DOI | |
Status | Udgivet - 29 jun. 2022 |
Emneord
- Det Humanistiske Fakultet
- Sprog og national identitet
- sociolingvistisk forandring
- engelsk i Danmark
- sprogideologi
- sprogpolitik