Fra tilskuer til skuespiller: Et antropologisk essay om synet og synligheden

Til den antikke forestilling om teori knytter idéen om et rent
seende subjekt sig. Traditionen for kritisk at vise umuligheden af en sådan
ren og udeltagende betragtning er lang. Erkendesubjektet, sådan som det
optræder i filosofien, er for længst blevet antropologiseret, naturaliseret,
psykologiseret og historiseret på allehånde måder. I den situation er der
intet provokerende ved igen at fortælle historien om, hvordan den rene
tilskuer blev skuespiller. Skal filosofien imidlertid, som Husserl mente,
være en videnskab om trivialiteterne, er overraskende nyheder heller ikke, hvad
man bør forvente af den. Består dens opgave i til stadighed at minde os
om, hvorfor det selvfølgelige er blevet selvfølgeligt for os, er det i den
aktuelle situation et genuint filosofisk anliggende atter at beskrive, hvorfor
det seende subjekt også er det synlige subjekt, og hvorfor det synlige
subjekt begynder at se sig selv med de andres øjne og forberede sig på
deres blikke. Skal den historie begynde, må den tage afsæt i en
afselvfølgeliggørelse af det selvfølgelige. Der må m.a.o. findes et
udgangspunkt, der gør det højst forbavsende og uventet, at subjektet
nogensinde skulle være blevet andet og mere end seende. Således begyndes
der (transcendentalt) med selvgennemsigtigheden og en redegørelse for det
rene tilskuerblik. Efter nogle generelle overvejelser om synliggørelse
behandles det mere specifikke spørgsmål om det seende subjekts synlighed.

Herefter drejer det sig om, hvorledes denne principielle synlighed indgår i
en faktisk selvanskuelse, et punkt der udfoldes som en sammenhæng
mellem fremmederfaring, øjenkontakt og refleksion. Endelig afsluttes der
(antropologisk) ved at antyde, hvorledes den for sig selv gennemsigtige
tilskuer hermed pludselig befinder sig i skuespillerens position

Udgivelsesdato: 2008