Medieleg af 1. og 2. grad: Mediernes rolle og betydning i børns leg

I redaktørernes forord tilskrives begrebet medieleg medieforskeren Margareta Rönnberg, som anvender begrebet om hvordan medierne (her primært TV) inspirerer med både format og indhold til nye legetyper. Jeg vil her reflektere lidt over dette begreb og med reference til den tyske systemteoretiker Niklas Luhmanns forståelse af menneskelig aktivitet som sociale systemer foreslå at medieleg kan deles op i to forskellige - men nært forbundne - begreber: Medieleg af 1. og 2. grad. Luhmann definerer systemer som "enheder, der lader sig skelne fra deres omverden" og hvor denne skelnen gælder "både for ydre iagttagere og [...] for selviagttagelse" (Luhmann 1997, p.46). I denne artikels kontekst, kan denne systemiske opfattelse af leg ses i sammenhæng med Gregory Batesons legeteori, hvor det at lege indebærer en evne til at etablere en særlig referenceramme, indenfor hvilken de handlinger, der udføres har en særlig status (Bateson 1972).