Medusas tusind tunger: Cixous, écriture féminine og kvinden uden mangel

Hélène Cixous’ berømte essay ”Medusas latter” (1975) er på én gang en vidunderligt nydelsesfuld opfordring til at skrive og en markant teoretisk intervention, der siden sin udgivelse har banet vejen for en affirmativ tænkning af køn, skrift og litteraturkritik. Artiklen introducerer écriture féminine som politisk poetik og kontekstualiserer den metodiske kernetekst idehistorisk som et modsvar til den negativ-kritiske tænkning af kønnet repræsenteret ved Simone de Beauvoir. Artiklen argumenterer for, at Beauvoirs vs. Cixous’ måde at tænke Kvinden på indfører en afgørende skillelinje mellem dialektik og affirmation, der løber gennem feministisk tænkning og stadig er aktuel i dag. Den affirmative indstilling, som vi finder hos Cixous, kan syntetiseres i tesen at kvinden er uden mangel. Herudfra viser artiklen, hvordan ’feminin skrift’ skal forstås ved i) sin betoning af forskel frem for opposition, ii) sin centrering af generøsitet som princip for forholdet til den anden samt endelig iii) kroppens indskrivning i og som tekst.