Mod en flersproget autofiktion: Flersprogethedens funktion i udvalgte fiktionstekster fra dansk, grønlandsk, svensk og tysk transkulturel litteratur mellem 1995 og 2023

Som følge af migration, afkolonisering og globalisering lever et stigende antal mennesker i verden mellem flere kulturer og lande. Evnen til at navigere i en sådan transkulturel verden er afhængig af en veludviklet sprogbeherskelse, og i de seneste tre årtier har flersprogethed som sociolingvistisk, men også litterært fænomen tiltrukket sig stor opmærksomhed.
Min afhandling undersøger tesen om, at unge forfattere med postmigrantisk og/eller postkolonial baggrund bevidst bruger deres beherskelse af flere sprog som ressource til at skabe opmærksomhed omkring migrationsproblemer, minoriteters forhold, magtstrukturer og ulighed.
Gennem analyser af forfattere fra Danmark, Grønland, Sverige og Tyskland fra perioden 1995-2023 viser jeg, at flersprogethed kan indgå som en komponent i en æstetisk strategi med en politisk agenda. Værkerne har en autofiktionel grundstruktur, da forfatterne gennem flersprogetheden efterlader et biografisk spor. På trods af klare autobiografiske referencer taler de dog først og fremmest på deres minoritets vegne og er en slags kollektiv stemme. Denne særlige
type autofiktion udgør en ny subgenre inden for autofiktionen, som jeg kalder den flersprogede autofiktionelle modus. Afsøgningen af den flersprogede autofiktionelle modus sker med anvendelse af den komparative metode, hvor jeg via diakrone og synkrone sammenligninger af værkerne søger at indkredse deres karakteristika.
Det empiriske grundlag for min undersøgelse udgøres af syv værker af fem forskellige forfattere, idet to forfattere er repræsenteret ved to værker: Kanak Sprak. 24 Mißtöne vom Rande der Gesellschaft (1995) af Feridun Zaimoğlu (født i Bolu i Tyrkiet i 1964), Ett öga rött (2003) af Jonas Hassen Khemiri (født i Stockholm i 1978), Yahya Hassan (2013) og Yahya Hassan 2 (2019) af Yahya Hassan (født i Aarhus i 1995; død sammesteds i 2020), Homo Sapienne
(2014) og Blomsterdalen (2019) af Niviaq Korneliussen (født i 1990 i Nuuk) og endelig Barbar [Tavshedens objekt] (2023) af Amina Elmi. Med henblik på en beskrivelse af den flersprogede autofiktionelle modus og dens funktion i disse værker udvikler jeg et teoretisk begrebsapparat samt en trefaset analysemodel. Resultaterne af værkanalyserne præsenterer jeg i fire artikler.
Artikel 1, "Multilingual Autofiction: Mobilizing Language(s)?” (2022), præsenterer det teoretiske fundament for den flersprogede autofiktionelle modus. Med afsæt i Bakhtins teorier præsenterer jeg en udvidet forståelse af flersprogethed, der implicerer, at et givet værk ikke blot undersøges med henblik på forekomsten af flersprogethed i form af forskellige nationale 92 sprog (polyglossia) og sprogvarianter (heteroglossia), men også med hensyn til flerstemmighed
(polyfoni), dvs. repræsentationen af fortællerstemmer. Yderligere indebærer flersprogetheden i denne bakhtinske forståelse en undersøgelse af det litterære værk i en tekstintern, performativ betydning. Efter en sammenlignende analyse af værkerne af Zaimoğlu, Khemiri og Yahya Hassan med afsæt i Bakhtins tanker positioneres de mellem autofiktion og autobiografi.
I artikel 2, ”Grænseforhandlende æstetik – flersprogethed som politisk våben i Yahya Hassans forfatterskab” (2022), er målsætningen en undersøgelse af Yahya Hassan som postmigrantisk forfatter og hans anvendelse af sproget som våben til at skrive sig ud af ”ghettoen”. I denne undersøgelse inddrages også Yahya Hassan 2. En nærlæsning af hans æstetik på basis af det udvidede flersprogethedsbegreb anskueliggør den subversive kraft i hans forfatterskab og forklarer, hvordan han med denne æstetiske strategi skabte sin usædvanlige performative gennemslagskraft. Til en æstetisk-filosofisk rammesætning af denne grænseforhandlende energi i Hassans værker inddrages Rancières tanker om forholdet mellem det politiske og det æstetiske. Zaimoğlu og Khemiri inddrages i en perspektiverende funktion.
Artikel 3, ”Grønlands sprog og stemmer – flersprogethed i Niviaq Korneliussens forfatterskab” (2023), redegør for den særlige grønlandske sprogsituation med henblik på en forståelse af Korneliussens særlige sprogbiografi. Herpå følger analyser af Homo Sapienne og Blomsterdalen med udgangspunkt i mit udvidede flersprogethedsbegreb. I analysen af Blomsterdalen inddrages ligeledes Kristevas abjektteori til belysning af de stærkt kropsrealistiske skildringer. I denne artikel 3 rettes fokusset særligt mod den performative del af værket, og med centrale
begreber fra Haarders performative biografisme belyser jeg Korneliussen som litterær og politisk stemme i både Grønland og Danmark.
Artikel 4, ”Fra tavshed til stemme – et perspektiverende kapitel om Amina Elmis Barbar [TAVSHEDENS OBJEKT]” (2023), præsenterer Elmis debutværk, idet der løbende foretages perspektiveringer til afhandlingens øvrige værker. Det konkluderes, at Elmi som postmigrantisk forfatter har markante ligheder med afhandlingens øvrige forfattere i sin anvendelse af flerstemmighed og flersprogethed, men at hun alligevel betegner en ny tendens ved at løsne
flersprogetheden fra en national diskurs og knytte den til en bredere postnational, transkulturel anvendelse.
Afhandlingen konkluderer, at den flersprogede autofiktionelle modus forekommer på tværs af europæiske grænser og kulturer, og at den er politisk subversiv. Der aftegner sig dog en tendens til, at denne funktion som våben i kampen mod en etsproget nationalstatsnorm er i sin aftagen, og at den litterære flersprogethed udvider sit funktionsområde til også at omfatte 93 mimetiske skildringer af miljøer, mennesker og situationer samt skabelse af musikalske effekter.