Når støvet lægger sig: Om hjemmet som eksistentielt medium for livets afrunding blandt de ældste

Ud fra en antagelse om, at de eksistentielle sider af aldring er faldet i baggrunden både i samfundet og i den antropologiske aldringsforskning, sætter artiklen sig for at undersøge, hvordan de ældste i det danske samfund håndterer overgangen til den sene alderdom og livets afslutning. Artiklen belyser, at den sene alderdom ofte er forbundet med forandringer og tab, hvor indre og ydre kræfter får stadig større magt frem mod den dag, hvor livet slutter. Det gør den sene alderdom til en livsfase, hvor eksistensen sættes på spil. Ud fra et livsløbsperspektiv peger forfatteren på, at kulturelt og historisk betingede værdier og dyder spiller en central rolle i de ældres bestræbelser på at håndtere deres situation.
Fokus rettes derfor mod de ældres moralske arbejde og bestræbelser på at forblive ordentlige mennesker, der trods ændrede livsvilkår fortsat lever et værdigt liv ud fra deres moralske livsprojekter. Ud fra en fænomenologisk tilgang sætter artiklen samtidig fokus på, hvordan det moralske arbejde fortrinsvis udføres gennem hverdagens handlinger. Da meget af livet blandt de ældste foregår derhjemme, og da hjemmet kan ses som en forlængelse af selvet, argumenterer forfatteren for, at hjemmet ofte indgår som vigtigt medium i disse bestræbelser. På den ene side anvendes hjemmet ofte af de ældre til at skabe kontinuitet i forhold til selvbilleder og moralske projekter. På den anden side er det ofte også i konfrontationen med hjemmets stadigt større overmagt, at de ældste begynder at orientere sig mod døden. Artiklen er baseret på en antropologisk undersøgelse blandt 20 ældre i Sorø, som nærmer sig eller har rundet de 90 år.