Studies in linguistic phylogenetics: Methodology, terminology and the relationship between Indo-Iranian and Greek

Denne afhandling undersøger forholdet mellem indoiransk og græsk; to sproggrene som på den ene side ofte mistænkes at have udgjort en undergruppe eller at have været talt i nærheden af hinanden i forhistorien, men som på den anden side er ophav til meget af det lingvistiske materiale, som urindoeuropæisk kan rekonstrueres på baggrund af. Den består af tre artikelformede studier og en
indledende del, som behandler forskellige metodiske tilgange til lingvistisk
undergruppering og deres anvendelsesmuligheder på indoiransk og græsk. Til at
begynde med opvejer den styrker og svagheder ved traditionelle fylogenetiske
metoder, computer-drevne kvantitative metoder og forhistorisk dialektologi. Det
viser sig, at de traditionelle metoder møder en faldgrube, når de skal appliceres på sprog med meget forskellige grader af attestering, men at kvantitative metoder i deres forsøg på at undgå dette skævhed i data i stedet baserer sig på den mindst signifikante evidens. Dernæst undersøger afhandlingen de foreslåede fonologiske isoglosser og rekonstruerer det seneste grundsprog, som indoiransk og græsk kan gp tilbage det. Det er umuligt at rekonstruere et senere fonologisk stadie end urindoerupæisk. De delte isoglosser er enten arkaismer (*a, *b) eller opstået parallelt (ustemte aspirater). Efterfølgende undersøger afhandlingen de morfologiske isoglosser. Det konkluderes at indoiransk og græsk, ikke overraskende, er konservative ikke-anatoliske sproggrene. Deres unikke isoglosser er enten usammenlignelige i andre grene eller snarere parallelle dannelser, som i højere frad skyldes systeminternt pres end forhistorisk kontakt. Til sidst anlægger afhandlingen en arkæolingvistisk metode for at indsnævre hvor og hvornår de to grene sidste gang var i nærheden af hinanden: 2000 f.v.t. nord for Sortehavet.
Artikel 1 er en undersøgelse af termen ”indogræsk” og af publicerede stamtræer.
Den konkluderer, at den indogræske hypotese aldrig har eksisteret i snæver
forstand, og at intet (tilgængeligt) stamtræ viser de to grene som søstre. Artikel 2
diskuterer låneords rolle i lingvistisk fylogenetik. Den konkluderer, at *pelek̑
u- ’økse’ ikke kan være fra semitisk, og af *(H)a(i̯)g̑- ’ged’ næppe er kaukasisk. Artikel 3 er en Maximum Parsimony analyse af de østiranske sprog, som ofte bliver anset som et Sprachbund. Resultaterne er inkonklusive, men artiklen giver ny viden om de praktiske anvendelsesmuligheder af kvantitative metoder til analyse af grammatisk data.