Touching, Morphing, Splicing: Articulations of Bodily Complexities and New Erogenous Terrains in Contemporary Danish Art Practice

Dette essay argumenterer for, at motiver af selvberøring, som de præsenteres i udvalgte kunstværker af de to danske samtidskunstnere Lea Porsager (f. 1981) og Sidsel Meineche Hansen (f. 1981), fungerer som et sted for at udforske kroppen, hvor den berører og forbinder sig til energier, affekter og infrastrukturer. Ved at se nærmere på autoseksualitetens og autoerotismens "auto", argumenterer jeg for, at dette kan læses som et udtryk for subjektets frigørelse fra at være genstand for et udefrakommende begær, en frigørelse af sex fra reproduktion og ​​binære kønsrelationer, men at selvberøring som motiv også fungerer som et sted for undersøgelse af de relationelle og infrastrukturelle aspekter af lyst, nydelse og subjektivitet. Fælles for de værker, der er inkluderet her, er en beskæftigelse med kvindelig seksualitet og begær, men fra et ikke-essentialistisk perspektiv, som stiller spørgsmålstegn ved – eller queerer – hvordan kroppen og specifikke kropsdele tildeles betydning inden for en kønsbestemt og kønsbestemt kultur.