Abstract
Mange har hævdet, at anden-persons-perspektivet er en nøgle til forståelsen af vores mellemmenneskelige relationers komplekse dynamikker og nogle har derudover også understreget den teoretiske og etisk transformative kraft som den Dialogiske tilgang til filosofien besidder. Imidlertid gør disse ambitiøse tilgange det ofte vanskeligt at afgøre, hvad der egentlig berettiger en særskilt undersøgelse af anden-persons-perspektivet.
Denne afhandling argumenterer for, at en fænomenologisk metode kan afdække vigtige nuancer af, hvad det vil sige at vende sig mod en anden i en anden-personlig henvendelse. Disse nuancer bliver ofte overset eller sammenblandet i den bredere filosofiske debat. Jeg hævder, at anden-persons-fænomenet manifesterer sig på en distinkt måde i erfaringen og at det er afgørende for en korrekt forståelse af vores sociale livsverden og for mulighederne for både tale og diskurs. Samtidig advarer jeg mod at overvurdere anden-persons-tilgangenes transformative potentiale i forhold til at fungere som nye paradigmer, for eksempel inden for moralfilosofien eller den politiske filosofi.
For at udvikle min Distinktivistiske tilgang til anden-persons-perspektivet skelner jeg mellem forskellige (proto-)normative elementer i anden-persons-relationen, som de kommer til udtryk i fænomenologiske beskrivelser af den intersubjektive erfaring. Med udgangspunkt i begrebet sociale handlinger hos Reinach og Husserl udforsker jeg to forskellige typer normativitet, der enten er blevet ignoreret eller overset i moderne arbejde med disse klassiske ressourcer. Reinachs formelle tilgang til den forbindelse der etableres i anden-personlige henvendelser har paralleller til aktuel forskning vedrørende talehandlingers normativitet. Derimod fremhæver Husserls perspektiv på det anden-personlige engagement qua intersubjektiv involvering snarere hvordan vi oplever en særlig form for medafhængighed af andre.
På trods af min påstand om, at en genovervejelse af Reinach og Husserl er særdeles produktiv for den nutidige debat, vurderer jeg også, at begges tilgang til sociale handlinger har en tendens til at operere med en for suveræn positionering af taleren. For helt at kunne værdsætte primatet af vores praktiske, performative tilgang til andre foreslår jeg at ændre fokusset til vores erfaring af selv at blive adresseret af andres krav og appel. Dette afdækker endnu et særdeles relevant strukturelt moment i vores erfaring af at være afhængige af andre.
Ved at fremhæve disse strukturelle momenter i erfaringen tilbyder afhandlingen ikke blot en nuanceret fænomenologisk analyse af anden-persons-fænomenet, den peger også på en ny måde at forstå det normative potentiale i anden-persons-relationer. I stedet for at tage udgangspunkt i traditionelle normative begreber som retfærdighed, ansvar eller moralsk respekt, reflekterer jeg over, hvordan mere subtile (proto)-normative dynamikker i anden-persons-fænomenet ligger til grund for disse begreber. Denne afhandling bidrager således både til den filosofiske debat om anden-persons-perspektivet og til de aktuelle metodologiske diskussioner om fænomenologiske tilgange til normativitet.
Denne afhandling argumenterer for, at en fænomenologisk metode kan afdække vigtige nuancer af, hvad det vil sige at vende sig mod en anden i en anden-personlig henvendelse. Disse nuancer bliver ofte overset eller sammenblandet i den bredere filosofiske debat. Jeg hævder, at anden-persons-fænomenet manifesterer sig på en distinkt måde i erfaringen og at det er afgørende for en korrekt forståelse af vores sociale livsverden og for mulighederne for både tale og diskurs. Samtidig advarer jeg mod at overvurdere anden-persons-tilgangenes transformative potentiale i forhold til at fungere som nye paradigmer, for eksempel inden for moralfilosofien eller den politiske filosofi.
For at udvikle min Distinktivistiske tilgang til anden-persons-perspektivet skelner jeg mellem forskellige (proto-)normative elementer i anden-persons-relationen, som de kommer til udtryk i fænomenologiske beskrivelser af den intersubjektive erfaring. Med udgangspunkt i begrebet sociale handlinger hos Reinach og Husserl udforsker jeg to forskellige typer normativitet, der enten er blevet ignoreret eller overset i moderne arbejde med disse klassiske ressourcer. Reinachs formelle tilgang til den forbindelse der etableres i anden-personlige henvendelser har paralleller til aktuel forskning vedrørende talehandlingers normativitet. Derimod fremhæver Husserls perspektiv på det anden-personlige engagement qua intersubjektiv involvering snarere hvordan vi oplever en særlig form for medafhængighed af andre.
På trods af min påstand om, at en genovervejelse af Reinach og Husserl er særdeles produktiv for den nutidige debat, vurderer jeg også, at begges tilgang til sociale handlinger har en tendens til at operere med en for suveræn positionering af taleren. For helt at kunne værdsætte primatet af vores praktiske, performative tilgang til andre foreslår jeg at ændre fokusset til vores erfaring af selv at blive adresseret af andres krav og appel. Dette afdækker endnu et særdeles relevant strukturelt moment i vores erfaring af at være afhængige af andre.
Ved at fremhæve disse strukturelle momenter i erfaringen tilbyder afhandlingen ikke blot en nuanceret fænomenologisk analyse af anden-persons-fænomenet, den peger også på en ny måde at forstå det normative potentiale i anden-persons-relationer. I stedet for at tage udgangspunkt i traditionelle normative begreber som retfærdighed, ansvar eller moralsk respekt, reflekterer jeg over, hvordan mere subtile (proto)-normative dynamikker i anden-persons-fænomenet ligger til grund for disse begreber. Denne afhandling bidrager således både til den filosofiske debat om anden-persons-perspektivet og til de aktuelle metodologiske diskussioner om fænomenologiske tilgange til normativitet.
Originalsprog | Engelsk |
---|
Forlag | Københavns Universitet |
---|---|
Antal sider | 236 |
Status | Udgivet - 4 jan. 2025 |