Ansvar for beskyttende naturtyper: retsfaktum og skøn

Med inspiration fra Mads Bryde Andersens analyse af culpareglen i dispu-tatsen ’EDB og ansvar’ handler dette bidrag om de juridiske anvarspro-blemer, der opstår mht. retsfaktum og retsfølge, når der som i naturbe-skyttelseslovens § 3 offentligretligt er fastsat et forbud mod at foretage ændringer i bestemte naturtypers tilstand for at beskytte naturens dyna-mik mod nye former for menneskelig indgriben, og loven kræver fysisk lovliggørelse i tilfælde af overtrædelser, og dette af myndighederne tilsy-neladende opfattes som et objektivt ansvar.
Problemet er grundlæggende, at § 3 indebærer et forbud mod at foretage ændringer i en tilstand, der i alle tilfælde lovligt vil ændre sig. En ejen-dom er som udgangspunkt omfattet af § 3, når bestemte biologiske krite-rier er opfyldt, hvorfor rådighedsbegrænsninger ikke kræver en myndig-hedsafgørelse eller underretning af ejeren. Reglens sammenkobling af bi-ologiske kriterier for det beskyttede godes afgrænsning med juridiske kri-terier for de forbudte handlinger, giver betydelige analytiske udfordringer, der yderligere kompliceres af tidsfaktor og naturens dynamik.
Efter min opfattelse er disse vanskeligheder undervurderet af myndig-heder og retspraksis, der har løst reglens indbyggede modsætningsindhold som et spørgsmål om myndighedernes faglige skøn. Herved har man set bort fra, at skønselementet i relation til § 3 ikke omfatter retsfaktum - dvs. hvad der er forbudt - men derimod om der skal meddeles dispensati-on, hvor der skal foretages en bredere afvejning. Udtrykt på en anden måde: Om en lokalitet er omfattet af § 3, og om § 3 er overtrådt, beror ef-ter reglens udformning på en bevismæssig vurdering af retsfaktum, mens det er en skønsmæssig vurdering, om der skal meddeles dispensation. Det-te er to principielt forskellige problemer.