Fængslets indre liv:  - med særlig fokus på fængselskultur og prisonisering blandt indsatte

 

Hovedproblemstillingen for nærværende afhandling er den kultur, der består og udvikles blandt indsatte i danske fængsler anno 2007-2009. I 1940 formulerede den amerikanske sociolog begrebet prisonisering, der dækker over såvel en socialiseringsproces som en tilstand, som den indsatte gennemgår under fængselsopholdet. I en senere kvantitativ undersøgelse fandt Stanton Wheeler frem til, at prisoniseringen havde form som en u-kurve; de indsatte var mest prisoniserede midtvejs i afsoningsforløbet; ved løsladelsestidspunktet aftog prisoniseringen, men det nåede ikke samme lave udgangspunkt som ved indsættelsen. Senere undersøgelser i de nordiske lande giver ikke nogen klar støtte til antagelsen om en U-kurve. Siden da har flere undersøgelser operationaliseret prisonisering forskelligt, hvilket har afstedkommet forskellige resultater, hvad angår påvisningen af, om de indsatte gennemgår prisonisering under fængselsopholdet. I nærværende undersøgelse forstås prisonisering som: En socialiseringsproces i fængslet, hvor den indsatte under fængselsopholdet i varierende grad tilslutter sig oppositionelle normer i retning mod de ansatte og det officielle fængselssystem, de forvalter og repræsenterer.

 

Til at belyse prisonisering blandt indsatte i danske fængsler anno 2007-2009 er der benyttet kvalitative og kvantitative metoder. De kvalitative metoder indbefatter dels deltagerobservation, der er gennemført i det lukkede fængsel Vridsløselille over en periode på 13 måneder, hvor der også er gennemført kvalitative interview med 68 indsatte med henblik på yderligere belysning af fængselsopholdet. Herigennem er aspekter af prisonisering nuanceret og observationer endvidere testet. Den kvantitative undersøgelse er funderet i en surveyundersøgelse blandt indsatte i 12 institutioner inden for Kriminalforsorgen. Populationen omfatter knapt halvdelen af Kriminalforsorgens samlede belæg. Surveyundersøgelsen har en effektiv besvarelsesprocent på 49. Bortfaldet udgøres overvejende af fremmedsprogede indsatte og af indsatte, der ikke har magtet at deltage af forskellige årsager. I spørgeskemaet er prisonisering operationaliseret gennem formulering af en række cases, der udtrykker forskellige situationer fra fængselsverdenen. Ud fra disse cases er der konstrueret et prisoniseringsindeks, der estimerer forskellige niveauer af prisonisering. I analysen er der anvendt logistisk regressionsanalyse som viser, at prisoniseringsgraden afhænger af køn, alder, tidligere straffe, og den idømte kriminalitet. Yngre personer, der har afsonet tidligere, og som har begået narkotikakriminalitet, har størst sandsynlighed for høj prisonisering. Omvendt har ældre indsatte, der har begået drab eller seksualforbrydelse, og som ikke har afsonet tidligere, den laveste sandsynlighed for høj prisonisering. Analysen viser også, at selve den tid, man har tilbragt i fængslet har betydning for prisoniseringsprocessen. Indsatte, der har tilbragt mere end et halvt år i fængslet, har større sandsynlighed for høj prisonisering, end indsatte der har været der mindre end et halvt år. Der er ikke fundet tegn på, at prisoniseringen reduceres op til løsladelsen. Det vil med andre ord sige, at der ikke er fundet tegn på en socialiseringsbetinget u-kurve.

 

Den kvalitative undersøgelse har fundet, at fængselskulturen fremstår kompleks, idet der findes delkulturelle og subkulturelle elementer på de respektive afsnit, hvorfor de enkelte afsnit i fængslet fremstår distinkt forskellige fra hinanden. De indsatte introduceres for og socialiseres til fængselslivet ved hjælp af kyndig vejleding fra medindsatte. Det væsentlige i denne forbindelse er socialiseringen til opfattelsen af 'os-dem', hvor indsatte forventes at optræde loyalt over for medindsatte. Opfattelsen 'os-dem' er væsentlige elementer i konstitutionen af modkulturer. Opretholdelsen af 'os-dem' betragtes som fængselssamfundets gyldne adfærdsregel, og hvis denne regel overtrædes, ekskluderes vedkommende fra de indsattes fællesskab og må i de fleste tilfælde afvikle sin afsoning under isolationslignende forhold.

 

Undersøgelsen har afgrænset forskellige positioner blandt de indsatte, der hver især har betydning for det sociale klima på såvel afsnitsniveau som fængselsniveau. Positionerne fængselspatriarken, den nytteorienterede, den kammeratskabsorienterede, enspænderen, den udsatte og undertrykkeren indtager et mere eller mindre antagonistisk forhold til fængselssystemet og udtrykker derfor i varierende grad tilslutningen til 'os-dem' og de forskellige positioner optræder mere eller mindre utilitaristiske i forholdet til fængselssystemet og fængselssamfundet. De udtrykker hver især forskellige aspekter af prisoniseringen og regulerer fængselssamfundet ved hjælp af forskellige strategier. Denne variation er med til at understrege, at prisonisering er et komplekst fænomen. En særlig form for kapital - som jeg har betegnet som fængselskapital - er baseret på den indsattes samlede ressourcer og potentialer i fængselssamfundet, hvilket har stor betydning i forhold til anerkendelse.

 

De indsatte udtrykker generelt lav tiltro til retssystemet og det straffuldbyrdende system og de oplever i flere tilfælde overførsler til andre fængsler og disciplinær isolation som overgreb fra fængselssystemet, hvilket ikke stimulerer de indsatte i retning af de ansatte og det fængselssystem, som de repræsenterer. På tværs af de forskellige institutioner anvender ind- og ansatte metaforer fra zoologien om fængselssamfundet. Metaforerne er et problem fordi det kan lede til uhensigtsmæssige strategier fra de ansattes side og medføre, at de indsatte internaliserer et selvbillede som primitive, farlige og særlig vanskelige at omgås.

 

Såvel den kvantitative som den kvalitative undersøgelse har påvist, at prisonisering initieres under indsættelsen. I forhold til de indsattes verden er prisonisering overvejende positivt, men set i forhold til fængselssystemet og det omgivende samfund medfører det nogle klare implikationer, fordi der er tale om en oppositionel adfærd i forhold til det konventionelle samfund. Alene af den årsag bør der udvises stor forsigtighed med hensyn til anvendelse af frihedsstraf. Det er derfor et helt centralt fund i undersøgelsen, at prisonisering synes forbundet med i en periode tvangsmæssigt at blive frihedsberøvet sammen med andre i samme situation - og ikke med hvordan denne tvang så udøves, såsom om det er en åben eller lukket anstalt, anstaltens regime mv. Alternativet til prisonisering og den hermed forbundne øgede kriminel orientering synes, at være undladelse af tvangsmæssig frihedsberøvelse, det vil sige brug af alternativer som samfundstjeneste, konfliktråd eller betinget dom og/eller 'udtynding' af i hvilket omfang man anbringes sammen med andre dømte. Det vil sige brug af eksempelvis elektronisk fodlænke eller placering på institutioner, hvor der også er andre personer til stede i personmiljøet end dømte, som det eksempelvis er tilfældet på Kriminalforsorgens Pension Skejby.