Liberalisme og velfærdsteknokratisme

I Aldous Huxleys dystopiske utopi Fagre Nye Verden skildres en fremtid, hvor
ønsket om at gøre mennesket lykkeligt er udmøntet i en totalitær politik, hvor
alle andre værdier instrumentaliseres i en teknokratisk analyse, hvor
produktionsteknologier og psykologiske teknikker har erstattet moral og
medmenneskelighed. For Huxley var det først og fremmest fraværet af personlig
frihed, der gav anledning til bekymring. I en tid, hvor netop personlig frihed til
stadighed prises som det højeste politiske mål, er det derfor nærliggende at afvise
Huxleys fremtidsvision. Alligevel giver det mening at tale om tidens politik som
udpræget teknokratisk, idet liberalismen (som findes overalt i det politiske
spektrum) i praksis udmøntes i, hvad vi kan kalde velfærdsteknokratisme. Der er
ikke nogen modsætning mellem frihed, velfærd, teknokratisme og hedonisme