Psykologiske faktorers betydning i dynamikkerne bag radikalisering og terrorisme

Forskere, der beskæftiger sig med radikalisering og terrorisme, er uenige om, hvad der udgør de vigtigste forklaringsmodeller. Uenighederne følger ofte et mønster baseret på kontroversen om, hvorvidt det er den individuelle psykologi eller situationsbestemte faktorer, der er bestemmende for vores adfærd (“person vs. situation-debatten”). Et gennemgående review af litteraturen viser, at psykologisk forskning inden for radikalisering og terrorisme overvejende er præget af et særligt fokus på kontekstuelle faktorer som årsagsforklaringer. I denne rapport identificeres faldgruberne, når vores forståelse af disse fænomener primært fokuserer på kontekstuelle faktorer. I tråd med dette illustreres i rapporten, hvordan historien gentager sig ved at drage paralleller mellem forskning inden for terrorisme og “person vs. situation-debatten” inden for psykologien, hvor personbaserede forklaringer af afvigende adfærd blev mødt med skepsis, der senere viste sig at være ubegrundet. Selvom mange hævder, at kontroversen er et afsluttet kapitel i den psykologiske forskning, er det påfaldende, hvor tydeligt modstillingen stadig optræder, når man ser på den psykologiske forskning inden for radikalisering og terrorisme i dag, hvor individuelle, psykologiske forklaringer bliver nedprioriteret til fordel for et næsten rent fokus på kontekstuelle faktorer. I denne rapport argumenteres for nødvendigheden af, at psykologiske variabler sammen med situationsbestemte faktorer kan bidrage til vores forståelse af, hvorfor nogle individer fra en bestemt social gruppe i en bestemt sammenhæng bliver radikaliseret, mens andre ikke gør. Yderligere argumenteres for, at vores adfærd, i ekstreme såvel som ordinære situationer, opstår som et produkt af en interaktion mellem individuelle, psykologiske og andre vigtige kontekstuelle markører.