Vandrammedirektivets direkte effekt: om ny EU-dom og Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser af klager over vandplaner

I dom af 1. juli 2015 i sag C-461/13 har EU-domstolen i en sag om uddybning af floden Wesser for første gang taget stilling til retsvirkningen af det 15 år gamle vandrammedirektivs art. 4(1)(a) om, at medlemsstaterne ’iværksætter de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge forringelse af tilstanden for alle overfladevande’. Dommen fastslår, at når der er vedtaget indsatsprogram, skal reglen i ar. 4(1)(a) lægges til grund ved godkendelse af projekter, medmindre der er grundlag for at anvende en af undtagelserne i vandrammedirektivet, ligesom dommen præciserer, hvordan ’forringelse af tilstanden’ skal fortolkes. Artiklen drøfter dommens konsekvenser og sammenholder dette med Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser fra juni 2015 af klager over de i oktober 2014 vedtagne vandplaner for den første planperiode 2009-2015.