Velfærdslandskaber – efterkrigstidens drømmefabrik

Er der noget, der hedder velfærdslandskaber? Ja, det er påstanden. Og argumentet, som foldes ud i bogkapitlet er, at de mange former for kollektive, åbne rum – landskaber – som blev planlagt og udført med stor offentlig andel i den store urbaniseringsperiode i årtierne efter anden verdenskrig, hvor velfærdsstaten materialiserede sig, kan benævnes velfærdslandskaber. Det er de mange landskaber i forbindelse med periodens omfattende almene boligbyggeri og udbygning af velfærdsinstitutioner såsom skoler, gymnasier, rådhuse, sportshaller, hospitaler osv. Der er ofte en direkte rumlig og skalamæssig forbindelse mellem etageboligens nære, grønne arealer, skolen og sportspladserne og videre ud til byens større, rekreative træk. Men også de mindre designede eller intentionelle grønne rum er et væsentligt karaktertræk ved efterkrigstidsbyen, som var både meget horisontal og meget grøn. Sammen udgør de et tidstypisk reservoir af normer, anvendelsesformer og konkrete udformninger, der implicit spejler forestillinger om en velfærd, der er forbundet med kollektive rum, fællesskaber og med natur og landskab.

Disse på en gang så velkendte og fortrolige karakteristika gøres til genstand for en nærmere beskrivelse. Dernæst spørges der til hvilke velfærdsværdier og -forestillinger, der var indlejret i designet af datidens velfærdslandskaber. Dermed stiller bogbidraget skarp på det umulige velfærds-koncept, der både er flertydigt og dynamisk ligesom det de landskaber, det måtte knytte sig til. Og endelig spørges der til, om vi i dag kan tale om velfærdslandskaber og i så fald på hvilke præmisser.

Bogkapitlet bygger konkret på et aktuelt DFF-finansieret forskningsprojekt, Reconfiguring Welfare Landscapes, hvis overordnede formål er at udvikle en metode til at analysere de rumlige kvaliteter ved sociale boligbebyggelseslandskaber. Dernæst trækkes der på et HERA-finansieret EU-projekt, Public Spaces in European Social Housing Estates – PuSH, der analyserer europæiske boligbebyggelseslandskaber som potentielle steder for kulturudveksling og integration. Og videre på relateret dansk forskning, der udvider velfærdslandskabstematikken til også at omfatte andre af efterkrigstidens planlagte og designede landskaber og bringe spørgsmålet om deres rationaler op til i dag.