"Vi snakker om alle de ting vi skal lave, når det hele forhåbentlig slutter": Hverdagslivets fremtidspraktiseringer under en krise

I hverdagen sameksisterer flere former for fremtid, der må forhandles, og artikel belyser nogle af de forskellige måder, hvorpå man engagerer sig i og søger at drage omsorg for en endnu ukendt fremtid, hvad enten den er individuel eller kollektiv i en nærmere eller fjernere tidshorisont. Mere konkret undersøger artiklen, hvordan pandemien som kollektiv samfundskrise dels destabiliserede velkendte måder at planlægge og have forventninger til fremtiden, dels affødte nye affektivt ambivalente artikuleringer af både dystopier og utopier, og dels hvordan frygt og håb for fremtiden kunne omsættes og håndteres i fremtidspraktiseringer i hverdagslivets skala.